HVAD ER KODA?

»Som forløsningen efter en bytur«. »Som at passe en have«. »Et frirum«

– Joyce, Baby in Vain og de andre Steppeulven-nominerede komponister fortæller om det at skrive sange
Ved årets Steppeulven-prisuddeling var Koda med til at hylde Årets komponist, da Foreningen af danske musikkritikere overrakte statuetten til Henriette Sennenvaldt, der sidste år udgav solodebutalbummet 'Something Wonderful'.

Prisen sætter fokus på håndværket omkring at skrive en god sang. Men hvordan gør man så egentlig det?

Det har vi spurgt Henriette Sennenvaldt, og de fire andre nominerede til prisen Joyce, Baby in Vain, Maria Dybbroe og SØS Gunver Ryberg om, og de griber det lige så forskelligt an, som deres færdige musik lyder.
BABY IN VAIN
BABY IN VAIN
BABY IN VAIN
BABY IN VAIN
BABY IN VAIN
BABY IN VAIN
BABY IN VAIN
Skribent: Niels Jul Bruun
»Forløsningen er ligesom efter en tur i byen«
Baby in Vain har ti år på bagen og blev tidligere i karrieren kendt for deres no bullshit-agtige rock. Men på deres seneste album, ‘See Through’, der udkom sidste år, gør de skrøbelige sange lidt op med al støjen og viser en mere eftertænksom side af de tre medlemmer Benedicte, Andrea og Lola, som skriver sange for at komme af med noget.
Lola: »Vi er gået fra at jamme i øvelokalet, til at mig og Andrea kommer med en skitse eller en sang. Så det er blevet mindre kollektivt«.

Andrea: »Jeg tror underligt nok, at det er blevet mindre egodrevet i den proces. Man kan godt have respekt for, at nogle andre er kommet med ideerne, og man kan stadig blive en del af dem«.

Hvordan håndterer I det at skrive sammen?
Lola: »Vi kender hinanden så godt, at vi ved, hvad hinanden kan tilføje«.

Andrea: »For mig giver en sang først mening, når den også giver mening for andre. Så jeg har det tit sådan, at det skal vendes i øvelokalet, før jeg selv kan acceptere, at jeg har skrevet det«.
Hvornår kommer de gode ideer?
Lola: »De sange, som er sjovest at skrive, lander ofte pladask lige ind i hovedet, og så kan man skrive dem i et flow. Ellers går jeg hele tiden og optager ideer, og når jeg så ikke lige kan finde på noget, lytter jeg til dem«.

Andrea: »For mig er det meget det samme. Det sker tit, hvis jeg keder mig eller ser Netflix, at jeg tager min guitar. Og så dukker der et eller andet op, hvor jeg selv bliver sådan, ‘wow, hvad var det der?’. Jeg nynner også vildt meget, og så en gang i mellem nynner jeg noget fedt og optager det«.

Hvis I skulle sammenligne det at skrive sange med noget hverdagsagtigt, hvad ville det så være?
Benedicte: »Nogle gange kan det føles som at lave lektier. Og det er helt klart den dårligste måde at skrive sange på«.

Andrea: »Ja, eller som når man har været vildt stresset i en eksamensperiode og skal mødes med sine venner og feste bagefter. Det kan gå to veje. Enten kan man give slip og få den der følelse af forløsning, eller også kommer man sent hjem og har alligevel ikke haft en fed oplevelse«.

»Når man skriver, kan man også få den forløsning – ligesom efter en tur i byen – af ‘det var fandeme en god aften i venners lag, og jeg var fuld på en god måde’. Og så er der den omvendte, hvor man kom lidt op at småskændes med sin ven, og man kastede også lidt op på vej hjem, og så fik man alligevel ikke noget ud af det«.

Så det er noget med at give slip?
Andrea: »Ja, i hvert fald når man kan mærke, at det at skrive en sang … Det er ligesom at lægge et æg, haha! Altså, når man kan mærke, at der er noget, der rumsterer, som man giver slip på«.
HØR HER:
LYT
FØLG MED:
FØLG
Henriette
SENNENVALDT
Henriette
SENNENVALDT
Henriette
SENNENVALDT
HENRIETTE
Sennenvaldt
HENRIETTE
Sennenvaldt
Fotos: Sebastian Apel
»En sang skal passes som en have«
Henriette Sennenvaldt har efterhånden en lang karriere bag sig som forsanger i bandet Under Byen. Sidste år udgav hun sit solodebutalbum, ‘Something Wonderful’, under eget navn, som altså indbragte hende prisen for Årets Komponist. Albummets fragmenterede sange er blevet til i en periode, hvor hun havde det svært med musik. Alligevel følte hun sig forpligtet til at følge sangene til dørs og fandt ind i en proces, hvor det ufærdige og tvivlende fik lov til også at være der.
Hvad motiverede sangene på albummet?
»Den her plade blev skrevet som et opgør med musik. Jeg var kommet til en tvivl omkring, hvad jeg syntes om musik og musikkens funktion. Sangene er på en måde skrevet lidt i smug. Der var en periode, hvor jeg egentlig ikke ville lave musik, men heller ikke helt kunne lade være med det«.

Hvad var det for et opgør?
»Jeg kommer let til at kede mig, hvis noget bliver meget sikkert. Meget musik vil gerne sikkerheden, og det tror jeg, jeg fik et problem med. Så blev jeg nødt til at lave nogle kompositioner, hvor usikkerheden og tvivlen fik lov til at få en større plads«.

»Usikkerhed og dens forskellige former har på en måde altid været et tema for mig. Usikkerhed i musik handler også om, hvornår noget bliver musik – altså, hvad grænsen mellem tilfældig lyd og musik er. Komposition er en samtale med lyd. Idet man lytter, forandrer og forandres man. Det er en grundlæggende præmis om åbenhed – og usikkerhed«.
Når du siger, du har været træt af musik, har du så også haft lyst til at bryde det ned og klippe det i stykker?
»Ja. Musikken sker i mødet med lytteren, og når man komponerer, er man også en lytter. Og hvis den lytning skulle være interessant for mig, så skulle der også være huller i det. Så det var derfor, at jeg skrev, som jeg gjorde. Det var for at gøre det ufærdigt eller hullet«.

Har du skrevet det meste selv?
»Ja, altså sangene startede lidt som noget, jeg egentlig var lidt træt af, men som jeg ikke helt kunne lægge fra mig. Men da jeg så havde skrevet sangene, så blev jeg alligevel optaget af dem og følte et ansvar over for dem. Jeg begyndte at synes, at det var spændende. Og så begyndte jeg også at arbejde med andre mennesker. Der er masser af instrueret improvisation på pladen, som jeg siden har arbejdet kompositorisk videre med ved at klippe i og flytte på«.

Er det svært at skrive sange?
»Det rummer hele spektret af let og svært. En ting er den spontane indskydelse, men at følge den til dørs og sige, ‘det tror jeg godt, jeg ville sige, er et værk’, det kræver meget arbejde og tålmodighed. På den måde er komposition et arbejde, hvor man passer den indskydelse, man har fået, indtil den er et værk«.

»Man passer den som en have og prøver at give den det, som man tror på, den gerne vil have. I det øjeblik man har fået en fornemmelse af, at ‘det her er en sang, og den vil gerne være i verden’, så synes jeg, at det er ens job at passe den, indtil den kan stå selv«.
HØR HER:
LYT
FØLG MED:
FØLG
MARIA DYBBROE
MARIA DYBBROE
MARIA DYBBROE
MARIA DYBBROE
MARIA DYBBROE
MARIA DYBBROE
MARIA DYBBROE
MARIa DYBBROE
MARIa DYBBROE
MARIa DYBBROE
MARIa DYBBROE
MARIa DYBBROE
Fotos: Johan Adrian Buus, Frederik Hagner og Andreas Bang Kirkegaard
Dagdrømmeri på en deadline
Saxofonist Maria Dybbroe er en af landets fremadstormende jazzmusikere. Hun er kendt fra de to projekter Køs og Caktus og er hovedkomponist på sidstnævntes album ‘Under Solen’ fra sidste år. Men selvom hun har travlt med øvere, indspilninger og koncerter, finder hun tid til at dagdrømme. For det er det, komposition er for Maria Dybbroe. Det høres også i hendes storladne kompositioner, der dog oftest bliver til som tørre noder på papir, inden de vokser sig store i øvelokalet.
Hvis du skulle sammenligne det at skrive musik med noget mere hverdagsagtigt, hvad skulle det så være?
»Det er dagdrømmeri. Men nogle gange skal man også lige i gang. Så skal man have sat de der dage af til, at ‘nu skal jeg skrive noget musik’. Jeg kan godt lide, at der ligesom er et rum, og at jeg har en hel dag – og også i morgen. Men det er tit, at jeg har en deadline, fordi jeg ved, at vi skal indspille, og så må jeg bare prøve at skrive noget nyt«.

»Man må jo også lave den første plade for at kunne lave den næste. Nogle går i ti år og arbejder på deres debutplade. Der tror jeg, det er vigtigt også at have et flow og skrive nyt, få det spillet, få det indspillet, spille koncerter med det og så skrive noget nyt. Og så må man forlige sig med, at det er, som det er lige nu, men at man også sådan lidt skæbneagtigt skulle igennem det, så det næste kan komme«.
Dagdrømmeri med en deadline. Der er jo noget modstridende over det …
»Ja. Men altså, det er jo poetisk at skrive musik. Det er at forestille sig en bedre verden og noget stærkt og smukt i dets bredeste forstand. Jeg er meget til storladen musik. Så på den måde er det et poetisk rum, som er helt anderledes end at sidde og rette i sin notesblok eller lave mad«.

»Altså, jeg elsker at lave mad, men det er, fordi det netop er så konkret og noget helt andet. Det er sådan en måde, man kan slappe af på, for der skal man bare snitte et eller andet«.

»De gode kompositioner sker der, hvor man starter et eller andet sted, og så lige pludselig tager det ene det andet, og så vidste man slet ikke, at man havnede et helt nyt sted. Man skal finde derhen, hvor man også bliver grebet af det, og hvor det er ukontrolleret. Det at drømme er jo også ukontrolleret«.

Er der et råd, du vil give til andre, der gerne vil skrive sange?
»Det er tit, de første ideer er ret gode. Hvis man formår at lytte til sig selv og sin intuition, så tror jeg ikke, musikken bliver banal«.
HØR HER:
LYT
FØLG MED:
FØLG
JOYCE
JOYCE
JOYCE
JOYCE
JOYCE
Fotos: Flemming Bo Jensen og Zuhal Kocan
»Sangene har altid været i én«
Sebastian, Oscar, Søren og Casper er tilsammen Joyce og har på kort tid markeret sig som et band, der spiller ungdommelig, fandenivoldsk rock uden at tænke så meget over, hvad de andre i skolegården siger. Debutalbummet ‘Formskifter’ blev skrevet uden for meget betænkningstid, og for Joyce handler det at skrive sange mest om at være sammen med sine gode venner og skabe et frirum.
I er jo et rimeligt nyt band. Har I skrevet sange i lang tid?
Sebastian: »Personligt er min indgang til musik at skrive. Jeg har aldrig syntes, det var fedt at øve. Vi havde et balleband sammen i gymnasiet, hvor vi blandt andet spillede til min mors fødselsdag. TV-2, Shu-bi-dua … Den helt onde«.

Og det blev man træt af?
Sebastian: »Det var jo sjov og ballade, men følelsen af at have skrevet et nummer, det kan man ikke sammenligne med noget andet«.

»Jeg har en tro på, at de sange, man skriver, er nogle sange, der altid har været i én. Den første plade var virkelig selvterapeutisk. Jeg føler, de sange var i os, og de skulle bare skrives«.
Hvornår kommer de gode ideer?
Oscar: »Det er svært at vide. Det havde været meget nemmere, hvis man kunne sige, ‘efter tre bajere kører det’. Men man aner det ikke. For et par måneder siden havde vi været ude i studiet, og det stak rimelig meget af, og så kommer jeg derud næste morgen og har det helt skraldet, og så har de to (Sebastian og Casper, red.) sovet derude, og jeg tænker, ‘vi får jo ikke lavet noget i dag’. Men så fik vi lavet og lukket en sang den dag, som har en fed energi«.

Hvordan var det at skulle skrive sammen som band?
Sebastian: »Det var vildt nemt. I andre projekter har man aldrig følt, at det blev godt nok. Men præmissen her var, at sangen er, hvad den er, og hvis det ikke er et hit, er det også okay«.

Casper: »Det var et modsvar på alt andet, vi havde lavet, hvor man ville alt muligt. Her skulle vi bare have det sjovt, fordi vi alle lavede noget, der ikke var så sjovt ude i den virkelige verden«.

Sebastian: »Og være sammen med gode venner. Vi levede alle sammen ret forskellige liv og så ikke meget til hinanden. Men den konstante fællesnævner har altid været musik, så det var fedt at mødes omkring det«.

»Det at skrive skal være leg. Hvis ikke der er leg, så er det bare ikke sjovt«.

Er der et råd, I vil give til andre, der gerne vil skrive sange?
Sebastian: »Det skal betyde noget, det skal være skrøbeligt. Du skal have det fucking noieren over at udgive det, for du skal levere noget af dig selv, ellers kan folk ikke mærke det«.
HØR HER:
LYT
FØLG MED:
FØLG
SØS gunver ryberg
SØS Gunver Ryberg
SØS Gunver Ryberg
SØS Gunver Ryberg
SØS Gunver Ryberg
SØS Gunver Ryberg
SØS Gunver Ryberg
SØS Gunver Ryberg
SØS Gunver Ryberg
SØS Gunver Ryberg
SØS Gunver Ryberg
SØS Gunver Ryberg
SØS Gunver Ryberg
SØS Gunver Ryberg
SØS Gunver Ryberg
SØS Gunver Ryberg
Fotos: Nathalie Mellbye
»Vi komponerer alle hele tiden«
SØS Gunver Ryberg har lavet elektronisk musik i mange år og arbejder både inden for elektronisk musik, soundtracks og lydkunst. ‘Whities 030’ fra sidste år er en samling af både nye numre og ældre ideer, der har fået nyt liv. SØS Gunver Ryberg arbejder altid alene, og musikken opstår i et samspil mellem hende selv, det lydlige materiale og de maskiner, hun arbejder med.
Skriver du mest alene?
»Jeg skriver altid alene. Det er for at få min egen vision bedst frem. Jeg elsker at være alene. Det kan selvfølgelig også være lidt ensomt indimellem, men jeg er så meget i ro med at være til stede og bare lytte«.

Hvordan starter et nummer for dig?
»Det er forskelligt. Det kan både være en stemning eller en lyd, men også en teknik eller en æstetik, der får mig i gang. Og så udvælger jeg de maskiner eller det udstyr, som jeg skal bruge for at finde ud af, om det er det rigtige valg«.

»For eksempel er ‘Mirage of Spiral Wavelenghts’ startet med en field recording, hvor jeg så har omdannet optagelsen til MIDI. Ud fra det har jeg komponeret videre på det. Jeg tror, det var en optagelse af skoven eller nogle træer«.
Det lyder ikke, som om der er et tydeligt skel mellem den praktiske, tekniske del af skabelsen og så kompositionen. Sker det meget samtidigt?
»Det gør det. Jeg har ikke den der umiddelbare struktur. I samspil med de her maskiner, jeg bruger, kan det godt gå i en helt anden retning, end jeg først havde bestemt mig for«.

Hvis du skulle sammenligne det at lave musik med noget mere hverdagsagtigt, hvad skulle det så være?
»Så ville jeg sige, at vi komponerer hele tiden i de valg, vi tager, og hvordan vi tager dem. Kompositionsprocessen er noget, der foregår hele tiden. Det er at være menneske«.

Hvordan? Komponerer man også, når man vælger, om man vil cykle eller tage bussen?
»Ja. Det er jo meget konkret, men det er også på et mere filosofisk plan. Vi tager jo hele tiden valg i forhold til vores værdier, og hvad vi gerne vil som mennesker. Og når man komponerer, skal man både forholde sig til den overordnede vision, samtidig med at man skal være virkelig konkret. Det at komponere er valg og at sætte ting sammen«.

Er der et godt råd, du vil give til andre, der gerne vil komponere?
»Mit råd ville være at lytte mere. Der er så meget støj omkring os og i os. Hvis vi bliver bedre til at lytte, tror jeg, vi kan løse rigtig mange udfordringer«.

Hvordan bliver man det?
»Så skal man jo være stille. Og prøve at høre tingene for første gang«.
HØR HER:
LYT
FØLG MED:
FØLG
Koda sætter
pris på musikken
Koda er musikskabernes rettighedsorganisation, som sørger for, at komponister, sangskrivere og musikforlag bliver betalt, når deres musik bruges offentligt – i radio, på tv, på streamingtjenesterne, i butikker og til koncerter.

Udover at være med til at uddele Steppeulven til Årets komponist har Koda også været med til at udbrede kendskabet til den kreative proces, der ligger bag de sange, du elsker, igennem deres Sangskriverfortællinger.

Kom med bag blandt andre Møs, Lord Sivas og Goss' sangskrivning.
se Sangskriverfortællinger her
views